Allergisk spiserørsbetændelse
Eosinofil esophagitis (EoE), på dansk kaldet allergisk spiserørsbetændelse, er en blandet allergisk og autoimmun lidelse (inflammation) i spiserøret, der giver synkebesvær og/eller synkestop. En autoimmun lidelse betyder at kroppen reagerer mod sig selv. Betændelsen (inflammationen) skyldes altså ikke bakterier, svamp eller virus.
Det er en relativ ”ny” lidelse, og vores viden om EoE er derfor endnu begrænset.
Hyppigheden af EoE stiger, og det skønnes, at der er mere end 3.000 voksne i Danmark der lider af EoE.
EoE er en godartet lidelse, dvs. at den ikke er livstruende, og den øger heller ikke risikoen for kræft.
Årsagen til EoE er delvist ukendt, men man ved dog, at det hos nogle mennesker opstår som følge af langvarig refluks (mavesyre tilbageløb fra mavesæk til spiserør) eller som følge af en reaktion efter indtagelse af visse fødevarer. Over halvdelen af dem der har EoE har også enten astma, høfeber, eksem eller allergi.
Symptomer på EoE
Symptomerne er synkebesvær og/eller synkestop, dvs. at maden ikke kan passere ned gennem spiserøret, hvilket giver smerter eller ubehag bag brystbenet. Symptomerne er varierende i sværhedsgrad, og der kan gå dage til måneder mellem episoder med synkebesvær eller synkestop. Et typisk kendetegn hos personer med EoE er, at de vænner sig til at spise langsomt og tygge maden meget grundigt. Samtidig drikker de ofte store mængder væske til maden og undgår fødevarer der fremprovokerer synkesvær eller synkestop som f.eks. ris og kød. Nogle vil også opleve, at de har halsbrand eller svie og brænden bag brystbenet mellem måltider
Hvordan stilles diagnosen?
Man kan kun stille diagnosen EoE ved en kikkertundersøgelse af spiserøret (og mavesækken). Denne type kikkertundersøgelse kaldes en gastroskopi, og foregår ved at man er fastende 6 timer før undersøgelsen, og så gennem næsen eller munden i lokalbedøvelse (gel eller spray) får foretaget gastroskopien. Denne type gastroskopier foregår typisk i en speciallægeklinik hos en praktiserende speciallæge i kirurgi eller mave-tarm medicin, og undersøgelsen varer ca. 5 minutter. Speciallægen vil under undersøgelsen tage små vævsprøver fra spiserøret. Disse vævsprøver sendes til undersøgelse på laboratoriet, hvor man så kigger efter, om der er såkaldte allergiske celler (eosinofile celler) i prøverne. Hos nogle personer kan man allerede ved gastroskopien se nogle specifikke kendetegn på EoE i spiserøret, hvilket kan være med til at bekræfte mistanken om EoE, men den endelige diagnose kan altså først stilles, når vævsprøvesvaret er kommet 1-2 uger efter undersøgelsen.
Medicinsk behandling
Man kan næsten altid mindske eller helt slippe af med symptomerne ved at få behandling med medicin. Hos nogle er det nødvendigt at følge en speciel diæt og i meget sjældne tilfælde er en udvidelse af spiserøret, hvis der er dannet forsnævringer i spiserøret, nødvendigt.
Hvis man får stillet diagnosen EoE ud fra vævsprøverne, vil det altid være nødvendigt at kontrollere effekten af den medicinske behandling 8 uger efter med en ny gastroskopi og nye vævsprøver. Man kan nemlig godt blive symptomfri på den medicinske behandling men stadig have for mange eosinofile celler i spiserøret. Hvis det er tilfældet, vil man supplere med yderligere medicinsk behandling.
Den første type medicin, man vil behandle EoE med, er syrepumpehæmmere (PPI) også kaldet refluks- eller mavesårsmedicin. PPI vil hjælpe på mere end halvdelen af dem, der har synkebesvær og/eller synkestop.
Der findes flere præparater med ligeværdig effekt:
- Pantoprazol 40 mg 2 gange dagligt
- Omeprazol 40 mg 2 gange dagligt
- Lansoprazol 30 mg 2 gange dagligt
- Esomeprazol 40 mg 2 gange dagligt
- Rabeprazol 20 mg 2 gange dagligt
Fælles for præparaterne er, at den fulde virkning først opnås efter 8 ugers behandling. Medicinen virker bedst, hvis den indtages 30-60 minutter før et måltid.
PPI fjerner inflammationen i spiserøret, hvis inflammationen er forårsaget af refluks (syretilbageløb fra mavesæk til spiserør). Der er meget få bivirkninger til PPI behandling. De hyppigste bivirkninger er hovedpine, løsere afføring eller ubehag i maven. Hvis man oplever for mange generende bivirkninger, kan man forsøge at skifte til et andet PPI præparat. Langtidsbehandling med PPI er sikkert og helt ufarligt.
Hvis EoE ikke forsvinder efter 8 ugers PPI behandling, vil man gå videre med at behandle med lokaltvirkende binyrebarkhormon. Her kan man enten bruge Flixotide® spray, der skal synkes (ikke inhaleres) eller Jorveza® smeltetabletter. Se til sidst i denne vejledning hvordan de to typer medicin skal indtages.
Diætbehandling
Hvis den medicinske behandling ikke får EoE til at forsvinde, eller EoE kommer igen (og det ikke alene skyldes refluks), er det vigtigt at følge en special diæt. Den diæt man anbefaler kaldes 6 food elimination diet (6 fødevare udelukkelsesdiæten). Den går ud på, at man undgår følgende 6 fødevaregrupper i sin kost: mælk, gluten, æg, skaldyr, soja og peanuts. Når man har fulgt diæten i en periode, og inflammationen i spiserøret er gået væk, vil man typisk genintroducere fødevarerne en ad gangen, indtil man finder ud af, hvad der kan tåles og ikke tåles. Når man skal i gang med denne diæt, er det tilrådeligt at få hjælp af en diætist.
Ballonudvidelse af spiserøret
Patienter, der trods medicinsk behandling, har fået blivende arvævsdannelse i spiserøret, kan nogle gange have glæde af en udvidelse af spiserøret. Dette foregår også ved en gastroskopi. De fleste patienter har langvarig glæde af udvidelsen. Der er ofte smerter de første døgn efter ballonudvidelsen og evt. behov for smertestillende medicin.
Hvilken medicin må gravide få?
Gravide må få visse PPI-præparater: Omeprazol, Lansoprazol og Esomeprazol. Binyrebarkhormon, diæt og ballonudvidelse er også mulige behandlinger under graviditet.
Hvem har brug for vedligeholdelsesbehandling med medicin?
Flere studier har vist, at symptomerne stort set kommer igen hos alle patienter, hvis de stopper behandlingen. Kunsten er derfor at finde den behandling, der holder sygdommen mest muligt i ro. Da sygdommen er ny, ved vi endnu ikke nok om, hvad der sker på lang sigt, hvis man undlader at bruge medicin, men bare lever med synkebesværet. Det ser dog ud til, at de fleste patienter vil få komplikationer med tiden, hvis de undlader at tage behandling.
Vedligeholdelsesbehandling med medicin
Hvis symptomer som f.eks. synkebesvær og halsbrand er gået i ro, mens patienten har fået PPI, Flixotide eller Budesonid, er der to forskellige muligheder for vedligeholdelsesbehandling.
Vedligeholdelsesbehandling med nedtrapning
Vælges denne behandling, trapper man langsomt dosis ned, indtil man er på den laveste dosis, som holder symptomer væk. Denne dosis er formentligt livsvarig. Får patienten symptomer igen, øger man igen dosis til symptomerne forsvinder.
PPI: Typisk prøves nedtrapning til 1 tablet dagligt.
Flixotide: Typisk prøves nedtrapning til 2 pust morgen og 2 pust aften nogle uger og derefter evt. 1 pust 2 gange dagligt.
Budesonid: Typisk prøves nedtrapning til 1 sugetablet dagligt i nogle uger.
Vedligeholdelsesbehandling med kure
Vælges denne behandling, stopper man medicinen (PPI, Flixotide eller Budesonid) helt efter 8 ugers behandling og afventer, hvornår symptomerne kommer igen. Når symptomerne kommer tilbage, tager man en ny 8 ugers kur.
Hvilke komplikationer kan EoE give?
Hos patienter med EoE kan der komme:
- Synkestop, så man skal på hospitalet for at få fødeklumpen fjernet.
- Forsnævringer i spiserøret (pga. arvæv) som skal behandles med udvidelse af spiserøret, hvilket gøres ved en gastroskopi.
Langtidsprognosen
EoE er en kronisk sygdom, som ikke går væk. Man kan til gengæld næsten altid få behandling, så symptomerne er færre eller helt væk. Stopper man behandlingen kommer symptomerne igen efter dage til måneder. Nogle patienter får forsnævringer i spiserøret efter mange år med symptomer.
Hvis du oplever, at du er nødt til at spise eller drikke på en bestemt måde for at undgå synkeproblemer, er det vigtigt, at du fortæller din læge om det.
Kort om EoE
- Symptomer på allergisk spiserørsbetændelse også kaldet EoE er oftest synkebesvær, synkestop, eller specielle spisevaner
- EoE er en kronisk, allergisk og immunudløst sygdom, man ikke kender årsagen til
- EoE giver ikke kræft og smitter ikke
- EoE diagnosen kræver vævsprøver fra spiserøret samt typiske symptomer
- EoE behandling kan være medicin, diæt eller udvidelse af spiserøret
- Behandling kan oftest få symptomerne til at forsvinde eller blive meget bedre. Symptomerne kommer igen, når man stopper behandlingen
Hvordan skal Flixotide® og Jorveza® indtages?
Flixotide® er et binyrebarkhormon, der er udviklet til behandling af astma, men kan også benyttes til behandling af EoE. Medicinen skal dog ned i spiserøret og ikke ned i lungerne.
Det er derfor bedst, at den Flixotide®, der bliver udleveret på apoteket, er en spray og ikke en inhalator. Det er lettere at spraye ind i munden og sluge medicinen, end det er at inhalere fra en inhalator, idet den medicin meget let kommer direkte ned i lungerne.
Når Flixotide® medicinen er kommet ned i spiserøret, er det vigtigt at skylle munden med en lille mundfuld vand og spytte vandet ud igen. Lad derefter være med at drikke noget den næste halve time.
Drikker eller spiser du inden for de første 30 minutter, bliver Flixotide® medicinen skyllet ned i maven og virker ikke længe nok i spiserøret. Hvis du ikke skyller mund umiddelbart efter indtagelsen af Flixotide®, er der risiko for at få svamp i munden.
Jorveza® smeltetablet
- 1 mg 2 gange daglig (morgen og aften) i 6 uger.
- Ved utilstrækkeligt respons efter 6 uger kan behandlingen fortsætte i yderligere 6 uger (svarende til i alt højst 12 ugers behandling).
Vedligeholdelse af remission: - 0,5 mg eller 1 mg 2 gange daglig. Varighed fastlægges individuelt.
- 1 mg 2 gange daglig anbefales ved langvarig og/eller meget udbredt inflammation i spiserøret.
Husk at
- Smeltetabletterne skal indtages efter et måltid.
- Smeltetabletten lægges på spidsen af tungen og trykkes forsigtigt mod ganen, hvor den oftest opløses i løbet 2 minutter, men det kan dog tage op til 20 minutter.
- Smeltetabletten må ikke tygges eller synkes uopløst.
- I mindst 30 minutter før og efter indtagelse af smeltetabletten må der ikke indtages mad, drikkevarer, medicin eller udføres mundhygiejne.