Analkløe
Analkløe er en tilstand, hvor huden omkring anus føles kløende og irriteret.
Årsager til analkløe
Det er et symptom, der kan være forårsaget af mange forskellige faktorer, herunder dårlig hygiejne, overdreven hygiejne, hæmorider, rifter, sår, eksem eller hudirritation. Det kan også skyldes infektioner såsom børneorm, bakterier, fnat, svamp og herpes. Diarré, der fører til hyppige aftørringer, kan også medføre analkløe.
Behandling
Behandlingen af analkløe afhænger af årsagen til tilstanden. Her er nogle generelle retningslinjer og behandlingsmuligheder:
- Oprethold god hygiejne: Rengør området omkring anus forsigtigt efter hvert toiletbesøg ved at duppe med toiletpapiret i stedet for at tørre. Dupning skaber mindre irritation af huden end aftørring gør. Toiletpapiret skal være uden klor, dvs at man ikke skal købe toiletpapir produceret af genbrugspapir, da det tilsættes klor for at gøre papiret hvidt. Der kan evt. også bruges en mild sæbe og lunkent vand.
- Hold området tørt: Et fugtigt miljø kan forværre kløen. Brug undertøj lavet af bomuld. Undgå stramtsiddende tøj idet det kan skabe fugt og friktion.
- Anvend geler, salver eller cremer: Der findes forskellige receptfrie geler, cremer og salver, der kan lindre kløe og irritation. Det kan f.eks. være AC3 Comfort Gel eller Inotyol salve, der begge påsmøres mindst 2 gange dagligt.
En mild binyrebarkhormoncreme kan også hjælpe med at lindre analkløe og irritation, men det er ikke førstevalg og kræver, at man er set af en speciallæge i almen medicin, kirurgi eller hudsygdomme.
- Undgå irritanter: Undgå brug af kraftige sæber, parfumerede produkter eller andre irritanter, der kan forværre kløen. Vælg i stedet milde og uparfumerede produkter i området omkring anus.
Det er vigtigt at bemærke, at ovenstående retningslinjer og behandlingsmuligheder er generelle og ikke erstatter en lægelig vurdering. Hvis du oplever vedvarende eller alvorlig analkløe, bør du kontakte din egen læge for en korrekt diagnose og behandling, og evt. blive henvist til en praktiserende speciallæge i kirurgi eller hudsygdomme.