Brok

Brok er en tilstand, hvor der dannes en svaghed eller en åbning i bindevæv eller muskulatur, hvilket tillader organer eller væv at glide gennem. Nedenfor at oplistet de mest almindelige former for brok.

Spiserørsbrok
Spiserørsbrok skyldes at en del af mavesækken skubbes fra bughulen og op i brysthulen via en lille åbning i mellemgulvsmusklen, hvor spiserøret passerer ned til mavesækken. Dette fører oftest til refluks (sure opstød, halsbrand og tilbageløb af maveindhold til spiserøret), men kan også medføre trykken og smerter bag brystbenet og i toppen af maven.

Lyskebrok
Lyskebrok opstår, når fedtvævet omkring tarmen eller en del af selve tarmen skubbes ud gennem en svaghed eller en åbning i den nedre del af bugvæggen nær lysken. Lyskebrok forekommer oftest hos mænd, men kan også opstå hos kvinder.

Lårbrok
Lårbrok er en mindre almindelig type brok, der opstår opadtil og fortil på låret. Ligesom lyskebrok skubbes en del af fedtvævet omkring tarmen eller selve tarmen gennem en svaghed i bugvæggen nær lysken og ned på forsiden af låret.

Navlebrok
Navlebrok er et brok, der opstår omkring navlen. Det kan forekomme hos spædbørn, børn eller voksne, når en del af fedtvævet omkring tarmen eller selve tarmen buler ud gennem en svag del af bugvæggen i området omkring navlen.

Arbrok
Arbrok opstår på steder, hvor en person tidligere har haft en operation. Brokken dannes, når en del af fedtvævet omkring tarmen eller selve tarmen buler ud gennem et tidligere operationssted i bugvæggen.

Andre typer brok
Stort set alle steder i bugvæggen kan der opstå brok, som ikke falder under de ovenfor nævnte typer. Der kan også opstå en form for brok inde i bughulen efter en operation, hvor f.eks. et stykke tarm kan komme i klemme.

Symptomer
Symptomer på brok kan variere, men typiske tegn inkluderer en synlig bule under huden (undtagen spiserørsbrok), som ofte bliver mere udtalt, når man hoster eller bruger bugpressen. Nogle brok kan være smertefulde, især når væv eller tarm bliver indeklemt, og det kan føre til en alvorlig akut behandlingskrævende tilstand. Brok inde i bughulen vil man dog ikke kunne se, men det kan medføre kraftige mavesmerter, opkastninger og almen dårlig tilstand.

Behandling
Behandlingen af brok varierer afhængigt af typen og størrelsen af brokket. Mindre brok, der ikke forårsager symptomer, kan nogle gange overvåges og behandles konservativt, mens større eller symptomatiske brok ofte kræver et kirurgisk indgreb for at forhindre potentielle komplikationer som f.eks. indeklemning. Ved en operation vil man indsætte et nylon-lignende net, der lukker defekten i bugvæggen. Med tiden vil kroppens eget bindevæv vokse ind i nettet og dermed forstærke bugvæggen yderligere.

Ved operation for svært generende spiserørsbrok indsættes der dog ikke et net, men muskulaturen på overgangen mellem spiserøret og mavesækken strammes op.

Hvis du har mistanke om, at du har et brok, bør du få det vurderet hos din egen læge, som så evt. vil henvise dig til en praktiserende speciallæge i kirurgi.

Tilbage til oversigten på forside

Scroll to Top