Inflammation i endetarmen

Inflammation i endetarmen (proktitis) er en betændelseslignende tilstand, der påvirker slimhinden i endetarmen. Det er en form for inflammatorisk tarmsygdom (IBD), der kan opstå som en selvstændig tilstand eller som en del af en mere udbredt IBD (colitis ulcerosa eller Crohns sygdom).

Årsager
Årsagen til proktitis er ikke helt kendt, men det menes at være en autoimmun reaktion, hvor kroppens eget immunsystem angriber og skader slimhinden i endetarmen. Genetik, miljømæssige faktorer og en overreaktion på tarmens normale bakterieflora spiller sandsynligvis en rolle i udviklingen af proktitis.

Symptomer
Symptomer på proktitis kan variere, men ofte ses

  • Hyppig afføring med blod- og slimtilblanding

  • Smerter eller ubehag i bækkenområdet

  • Følelse af ufuldstændig tømning efter toiletbesøg

Proktitis kan være akut eller kronisk, og sværhedsgraden af symptomerne kan variere. I milde tilfælde kan proktitis være asymptomatisk eller forårsage milde symptomer, mens i mere alvorlige tilfælde kan det medføre betydeligt ubehag og påvirke livskvaliteten.

Diagnosticering
Diagnosen stilles normalt ved en sigmoideoskopi (kikkertundersøgelse af den nederste del af tyktarm og endetarm), hvor speciallægen ved samme lejlighed kan tage vævsprøver fra slimhinden.

Behandling
Behandlingen af proktitis sigter mod at reducere inflammationen og lindre symptomerne. Behandlingsmuligheder kan omfatte:

  • Lokale lægemidler såsom rektal steroider eller mesalazin (5-aminosalicylsyre)

  • Oral medicin, hvis proktitis er en del af en mere omfattende IBD

  • I nogle tilfælde kan kirurgi være nødvendig, især hvis der er komplikationer som fistler eller abscesser

Det er vigtigt for personer med proktitis at få en opfølgning hos en praktiserende speciallæge i kirurgi eller mave-tarm medicin. Hvis behandlingen ikke virker eller hvis inflammationen medinddrager en stor del af tyktarmen, vil det være nødvendigt med et længere og ofte livslangt kontrolforløb på en mave-tarm medicinsk afdeling.

Tilbage til oversigten på forside

Scroll to Top