Mikroskopisk kolitis
Mikroskopisk kolitis er en inflammatorisk (betændelseslignende) tilstand i tyktarmen, der ofte medfører kronisk diarré. Navnet “mikroskopisk” refererer til, at den inflammerede slimhinde ser normal ud ved en koloskopi (kikkertundersøgelse af tyktarmen), men at vævsprøver, taget ved koloskopien, i mikroskopet viser karakteristiske forandringer af vævet.
Der er to hovedtyper af mikroskopisk kolitis
- Kollagen kolitis: Denne form er kendetegnet ved fortykkelse af det kollagen (et protein), der normalt findes i bindevævet lige under slimhinden i tyktarmen. Kollagen kolitis ses typisk hos ældre og oftere hos kvinder end mænd.
- Lymfocytær kolitis: Denne form er kendetegnet ved øget antal lymfocytter (en type hvide blodlegemer) i tarmvævet. Lymfocytær kolitis påvirker ofte midaldrende voksne og ses også her oftere hos kvinder end mænd.
Årsager
Årsagen til mikroskopisk kolitis er ikke fuldt afklaret, men det menes at være en autoimmun reaktion, hvor kroppens eget immunsystem overreagerer og ”angriber” tarmvævet. Visse risikofaktorer som alder, kvindeligt køn, rygning og brug af visse lægemidler såsom non-steroide antiinflammatoriske lægemidler (NSAID) er blevet knyttet til øget risiko for at udvikle mikroskopisk kolitis.
Symptomer
Symptomerne på mikroskopisk kolitis omfatter:
- Kronisk vandig diarré med afføringer fra 3 til over 10 gange dagligt
- Ubehag i maven og evt mavesmerter
- Utilsigtet vægttab
Diagnosticering
Ved en kronisk diarré, der ikke skyldes bakterier, parasitter eller orme (kontrolleret ved afføringsprøver), vil din egen læge henvise til en praktiserende speciallæge i kirurgi eller mave-tarm medicin, som så vil udføre en koloskopi. Ved koloskopien vil der blive taget vævsprøver fra til mikroskopi.
Behandling
Mikroskopisk kolitis kan ”gå i sig selv igen”, og derfor er det ikke altid nødvendigt med en medicinsk behandling, men hvis diarréen fortsætter, vil speciallægen opstarte en behandling med lokaltvirkende (i tyktarmen) binyrebarkhormon. Speciallægen vil ofte vælge Budesonid 9 mg én gang dagligt i 6 uger. Dette vil hos langt de fleste fjerne den mikroskopiske inflammation og dermed også normalisere afføringen. Man kan dog opleve et eller flere tilbagefald efter endt behandling, og i så fald kan man blive nødt til at gentage behandlingen i ændret dosis og tidsperiode.